onsdag den 9. oktober 2013

Mad til 2 dage: Chili con Carne

For at teste Mette Mølbaks "Mad til 2 dage" kastede jeg mig over en Chili con Carne, som skulle udgøre grundlaget for aftensmaden 2 dage i træk. Jeg lavede nu Chili con Carnen som jeg havde til i skabe og skuffer, da det primært er 2-dagens menu der er spændende.
Jeg havde købt frisk chili, men da jeg skar dem over var de selvfølgeligt helt sorte indeni. Adr! Så det blev kun til lidt chilipulver. Jeg havde lige et glas rødvin tilovers, men ellers havde jeg nok brugt lidt stærk kaffe eller en mørk øl. Chokoladen er også obligatorisk, det giver lige det sidste:) Vi spiste den med ris, yoghurt, avocado og lime. Jeg var simpelthen så træt, ellers havde vi nok også drukket en kold øl til, men så bliver jeg som regel bare endnu mere træt:)
Den her portion er ret stor. Vi spiste det i 2 dage og har også en portion i fryseren.
Hvordan har I det med rester? Personligt elsker jeg rester. Mange ting smager bare bedre dagen efter!

Chili con Carne  (6 pers.)
500 g. hakket oksekød
3 store løg, hakket
3 fed. hvidløg, presset
2 peberfrugter, i tern
3 ds. hakkede tomater
1 ds. tomatpure
1½ ds. bønner
1½ dl. rødvin
3 tern mørk chokolade
2 spsk. paprika
½ spsk. stødt spidskommen
½ spsk. chilipulver
2 tsk. koriander
salt, peber, olivenolie

Varm olivenolie i en stor gryde. Steg løg og hvidløg ved svag varme til de er bløde og klare.
Tilsæt paprika, spidskommen, koriander, chilipulver og steg et øjeblik.
Tilsæt oksekød, peberfrugter, dåsetomater og tomatpure.
Lad det hele simre ved svag varme i min. ½ time eller så længe du nu har tid til. Min kogte i 1½ time og det giver den perfekte konsistens.
Tilsæt herefter bønner, rødvin og fintrevet chokolade og varm det igennem.
Smag til med salt og peber og server.

Ingen kommentarer: