tirsdag den 5. marts 2013

Fiberbrød med falsk surdej


Surdejsbrød er noget af det bedste brød man kan sætte tænderne i. For mange er det der med surdej noget helt uoverskueligt, hvilket er ret ærgeligt, for det er slet ikke så svært. Bare se min surdejs-guide. Selvom jeg har en fin og levnde surdej, så blev jeg alligevel fristet til at teste dette surdejs-pulver fra Tørsleff, da jeg faldt over det til billige penge. Jeg synes dog ikke, at det bidrager med noget særligt, så jeg vil til enhver tid hellere udskifte det med 1 dl. hjemmelavet og velplejet surdej:) Brødet blev dog udemærket og ganske saftigt alligevel. Den gode syrlighed fra surdejen manglede bare og for mig er det det bedste ved at bage med surdej, for den tilfører bare så meget smag til selv et simpelt brød.

Fiberbrød med falsk surdej
15 g. gær
4 dl. vand
½ brev tørret surdej
1 spsk. groft salt
½ spsk. rørsukker
1½ dl. fiberbageblanding (Urtekram)
3 dl. groft speltmel
Hvedemel

Rør gæren ud i vandet.
Tilsæt surdej, salt, sukker, fiberbageblanding og speltmel.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen til du har en fast og ret klistret dej.
Kom den i en skål og lad den hæve natten over i køleskabet.
Form dejen til et fladt brød, rids et par snit deri og læg det på en bageplade med bagepapir.
Lad det efterhæve tildækket mens ovnen varmes op til 220 grader.
Bag det i ca. 30-35 min. Det skal lyde sprødt og hult når du banker på det.
Lad det køle helt af på en bagerist.


2 kommentarer:

Theresa sagde ...

Brødet ser lækkert ud, du skriver hvedemel, men hvor meget kal der bruges?

MissMuffin sagde ...

Grunden til, at jeg bare skriver hvedemel er, at jeg ikke måler det. Jeg tilsætter bare mel indtil dejen er, som den skal være.. Hvedemel er meget forskelligt og optager derfor også væske forskelligt, så jeg synes ikke, at det er til at komme med noget nøjagtigt mål. Alt mellem 350-600 g. vil jeg skyde på:)